<

Veloverstået EM for Annas elever15-08-2017 - 14:00

Annas elever hentede metal til Danmark

To af Annas heste har i den forgangne weekend været til start ved europamesterskaberne med Annas elever, Victoria (junior) og Josefine (young rider).

 

Mens det var Josefine og Drivers første EM, kom flere års erfaring Victoria og Donna til gode, og de formåede at ride en flot hold bronzemedalje hjem til Danmark. Medaljen til det danske hold er særlig flot set i lyset af, at der aldrig har været flere juniorer til start ved et EM - hele 80 individuelle starter og 17 hold!

Desværre rakte Victoria og Donnas individuelle ridt ikke til kürfinalen, men de er klar til at ride for deres chance ved de danske mesterskaber, som finder sted i Ringsted i den kommende weekend. "Det har været et helt fantastisk EM, vi har lært så meget, og stemningen i den danske lejr har været helt i top. Jeg vil altid se tilbage på dette mesterskab med et kæmpe smil," fortæller Victoria.

 

Josefine beretter, at "EM har været en helt vild oplevelse. Det hele går så stærkt, mens man er i det, men jeg har nydt hvert et øjeblik!" Desværre for Josefine fik hun sin sag for i holdkonkurrencen, hvor Driver ikke kunne falde til ro. Et meget spændt galopprogram gjorde, at de endte langt nede i klassementet. I det individuelle program lykkedes det heldigvis for Josefine og Driver at finde melodien, og Josefine fokuserede på at komme igennem programmet uden fejl. Det lykkedes flot, og de avancerede til en 8. plads - og finalepladsen var sikret. I küren følte Josefine, at hun kunne tillade sig at satse lidt med Driver, de sluttede deres første EM som bedste danske ekvipage med en flot 7. plads.

 

"Jeg er rigtig stolt af mine heste og piger!" siger Anna, og fortsætter: "Victoria havde en rigtig god tur på førstedagen, og hun har formået at forbedre sig fra stævne til stævne i løbet af sæsonen. Desværre rakte det ikke til en finaleplads, men juniorfeltet var meget stært i år. Hvad Driver angår, så fik Josefine virkelig sin sag for på førstedagen, men hun kom flot igen, og jeg er meget stolt af, at hun nåede finalen og gjorde det så fint. Jeg er spændt på det kommende DM, hvor jeg håber, at begge piger kan gøre sig gældende," slutter Anna.

 

 

 

 

 

<