<

Flotte resultater i Esbjerg trods sygdom22-01-2018 - 15:53

Til landsstævne i Esbjerg denne weekend leverede Team Kasprzak gode takter.

Anna stillede op i Intermediaire II fredag og Svær Intermediaire lørdag på Quarton og vandt begge klasser med hhv. 74,824 pct. og 73,770 pct.

 

"Quarton gik en rigtig fin tur i Intermediaire II i fredags, og når han bliver lidt mere sikker i de svære øvelser, vil han kunne vise det ligeså flot inde på en bane som han kan hjemme i træningen. Lørdag var også en rigtig fin tur på ham, og med to sejre ud af to mulige på ham, kan jeg kun være tilfreds," siger Anna, der også havde Rock Star med. De to inkasserede en andenplads med 72,433 pct.

 

"Rock Star havde mange højdepunkter i lørdagens Grand Prix, men desværre også lidt dumme og dyre fejl. Jeg føler, at han bliver en anelse stærkere hele tiden, så det går klart den rigtige vej. Han er bare en rigtig stor hest, som skal bruge lidt mere tid. Han er en rigtig kammerat, så jeg er særligt meget tålmodig med ham," siger Anna, der er rigtig godt tilfreds med begge hestes præstationer.

 

Anna og Rock Star skulle have redet Grand Prix Special søndag, men uheldigvis måtte Anna trække sig på grund af sygdom.

 

"Desværre blev jeg ramt af en ordentlig omgang forkølelse allerede fredag, så efter at have redet grand prixen lørdag, kunne jeg godt mærke, at det ikke rigtig gjorde noget godt for mig at blive varm og kold, samt at stå i et koldt ridehus. Fordi jeg lige for tiden ikke kun har mig selv at tage hensyn til, ville jeg ikke presse noget igennem om søndagen, så jeg valgte at melde fra i Grand Prix Special på Rock Star," fortæller Anna.

 

Kasprzak Dressage var også repræsenteret af Josefine Hoffmann og Driver samt Victoria K. Pedersen og Donna Fetti, som også leverede fine resultater.

 

"Josefine og Driver gjorde det fint lørdag, selvom Driver var noget frisk og der derfor indløb en del dyre fejl. Søndag var Driver også ret frisk og fik desværre tungen over biddet fra starten af programmet, men kom så på plads igen til galopturen. Victoria og Donna Fetti gjorde fik en super fin og stabil tur lørdag, og i og med at de er helt nye på det niveau, var deres placering meget tilfredsstillende i et ret stærkt felt," siger Anna.

 

<