<

For Emotion i finalen til DSA11-10-2018 - 20:00

Annas avlshingst For Emotion skal i weekenden ride championat for ungheste.

Når Blue Hors den kommende weekend lægger hus til Dansk Rideforbunds championater for ungheste, vil Kasprzak Dressage være repræsenteret i skikkelse af hingsten For Emotion, som kom til Kasprzak Dressage i foråret 2017.

 

For Emotion, der er fem år gammel, er i øjeblikket opstaldet hos Helgstrand Dressage, hvor den rides af Kenneth Damgaard. En løsning, som Anna for øjeblikket er meget tilfreds med.

 

"Kenneth har redet For Emotion hele denne sæson og gjort en virkelig godt stykke arbejde. Jeg er selv godt booket op med heste herhjemme, så indtil jeg der kommer mere luft i skemaet herhjemme og Ella er lidt ældre, står For Emotion hos Andreas Helgstrand og bliver redet der. Og det går heldigvis rigtig godt," siger Anna.

 

"Kenneth er rigtig god til at fokusere på For Emotions videre udvikling, og det er også en hest, jeg selv ser en god fremtid i. Det har ikke været min førsteprioritet, at For Emotion skulle gå unghesteklasser, men fordi det går så godt, blev vi enige om, at den skal testes af i klasserne, men også at vi tænker langsigtet i forhold til træningen af For Emotion," lyder det.

 

Da Anna købte For Emotion af Andreas Helgstrand sidste år, var hesten bare fire år, og Anna var egentlig slet ikke på udkig efter en unghest. Men For Emotion viste et så stort udviklingspotentiale trods sin unge alder, at det var nok til at overbevise Anna.

 

"For Emotion er total ukompliceret og sød at arbejde med, og jeg har aldrig siddet på en hest med så god en galop og så meget vilje til at arbejde. Nærmest fra den første tur kunne jeg mærke, at her var en hest, som jeg kunne se i Grand Prix-sammenhæng i fremtiden. Så nu er kunsten også ikke at gå for hurtigt frem. Men det er virkelig en fed hest, som jeg glæder mig til selv at komme i gang med," siger Anna.

 

For Emotion fungerer også som avlshingst og er i år blevet far til fire føl hos Kasprzak Dressage, mens der er yderligere tre føl på vej i 2019.

<