<

Quarton og Romanova er klar til debut i nye klasser07-11-2018 - 13:50

Quarton får sin internationale debut i Grand Prix denne weekend, hvor Anna stiller til start til Blue Hors Dressurfestival. I lastbilen er også Romanova, som også skal testes i nye klasser i Youngsters Cup.

Anna pakker torsdag lastbilen med stævnegrej og kører mod Blue Hors ved Billund, hvor der i den kommende weekend er Dressurfestival. Med sig har hun hestene Quarton og Romanova.

 

“Det bliver Quartons første møde med Grand Prix på internationalt niveau, og jeg glæder mig virkelig. Han har været rigtig god i træningen herhjemme og vi føler os meget klar. Og så vi har kun haft gode oplevelser sammen på Blue Hors, hvor vi sidste år vandt Bundgaard Byg Cup,” siger Anna, der også er begejstret for stævnets omgivelser.

 

“Det er altid et godt stævne hos Blue Hors, hestene står godt deroppe og det er et lækkert sted at ride.”

 

Fredag rider Anna og Quarton international Grand Prix, og alt efter ekvipagens placering skal de efterfølgende ride enten Grand Prix Kür lørdag eller Grand Prix Special søndag.

 

Den otteårige hoppe Romanova skal også på banen i weekenden, hvor Anna stiller til start i Youngsters Cup, der er for syv- og otteårs heste. Ekvipagen skal ride MA1 fredag og Prix St. Georges lørdag.

 

“Det er meget længe siden, jeg har haft Romanova med til stævne, da fokus har ligget på andre heste gennem et stykke tid, så jeg er virkelig spændt på, hvordan det kommer til at gå. Men træningen med Romanova er gået rigtig godt, og vi får bare trænet på en anden og bedre måde, når det er frem mod et stævne,” fortæller Anna.

 

Det er første gang, Romanova stiller til start i netop de klasser.

 

“Så der bliver debut på alle kanter,” siger Anna forventningsfuldt.

<