<

For Emotion er kommet hjem13-12-2018 - 09:00

Annas avlshingst er vendt hjem til Haderslev efter et længere ophold hos Helgstrand Dressage.

En ny beboer blev i denne uge budt velkommen på stutteriet i Haderslev, da For Emotion blev hentet hjem fra Helgstrand Dressage i Vodskov i Nordjylland. Her har For Emotion stået siden begyndelsen af 2018.

 

“Jeg besluttede i begyndelsen af året, at det var bedst for For Emotion at blive holdt i gang, mens jeg selv holdt pause fra ridningen på grund af min graviditet. Kenneth Damgaard har redet ham størstedelen af perioden og gjort et super stykke arbejde med ham, mens Betina Jæger har taget sig godt af hans træning den seneste måned, men nu hvor jeg efterhånden har fundet en god rytme herhjemme med både barn og heste, er det på tide, at jeg selv overtager træningen af ham,” fortæller Anna om For Emotion, som hun købte i foråret 2017.

 

For Emotion er født i 2013 og er derfor endnu ung, men hvorvidt han skal prøve kræfter med ungehestechampionater de kommende år er endnu for tidligt at sige. Men uanset hvad er han en hest, som Anna spår en lys fremtid.

 

“Nu er planen, at han skal videreuddannes, og han har allerede vist sig som en virkelig spændende hest. Jeg har ikke travlt med at få ham i gang som konkurrencehest, han fylder jo kun seks år næste gang. Men han er uden tvivl en hest til fremtiden,” lyder det håbefuldt fra Anna, der nu er oppe på fire heste, hun træner med på fast basis. Foruden For Emotion er det Romanova, Quarton og Rock Star.

 

For Emotion fungerer desuden som avlshingst, og Kasprzak Dressage får selv to føl med ham som far i 2019; et embryoføl med Victoria’s Secret og et føl med avlshoppen Schönste. På trods af, at han ikke er med i den kommende bedækningssæson hos Helgstrand Dressage, er der dog fortsat mulighed for at købe frostsæd.

 

Anna har fortsat en enkelt hest i ridning hos Helgstrand Dressage, nemlig Patrik, som hun købte samme sted i foråret 2018. Patrik får lov at blive i det nordjyske, indtil dagligdagen i Haderslev tillader træning af en ekstra hest.

<