<

Første stævne med Addict De Massa17-06-2019 - 15:34

Anna har for første gang redet stævne på sin nye hest.

Den nye ekvipage stillede op i Grand Prix til stævne i Kirstineholm Rideklub lørdag aften.

 

Resultatet af ridtet endte ganske tilfredsstillende med en score på 72,600 pct. og en førsteplads i klassen.

 

“Vi stillede mest op, fordi jeg gerne ville se, hvordan Addict var at have med til stævner, og fordi jeg gerne ville teste ham, inden vi skal ride Nordisk Mesterskab. Han er jo en hingst og man skal lige tage sine forbehold, for han vil gerne vise sig frem, men han var super flink inde på banen og var ikke meget anderledes, end han er herhjemme,” fortæller Anna.

 

Addict var en smule træt under ridtet efter en intens opvarmning, som fremover ikke skal være så omfattende.

 

“Han blev lidt træt, fordi jeg troede, han skulle varmes meget op. Han er en meget tændt hest, men det var altså ikke nødvendigt - og det er godt at vide til næste gang,” siger Anna, der overordnet set er glad for præstationen.

 

“Jeg er rigtig fint tilfreds med resultatet, for jeg har kun redet Addict i en måned, og det er ikke stævneerfaring, han har mest af. Selvfølgelig er der mange ting, der kan blive bedre, men vi kom igennem programmet uden helt kriminelle fejl, så jeg synes, det er et godt udgangspunkt og det var rart at prøve det af,” siger Anna.

 

Anna og Addict har fået en individuel plads til Nordisk Mesterskab på Vilhelmsborg, der afholdes den sidste weekend i juni. Her skal de ride Grand Prix og Grand Prix Special. Hvorvidt ekvipagen efterfølgende skal bruge sommeren på stævnebanerne eller træningsbanerne, tager Anna endnu meget afslappet.

 

“Hvis det går godt til Nordisk Mesterskab, så må vi få fikset en kür til ham, så vi kan komme med og ride i enten Aachen eller Falsterbo, men det kan også være, at vi finder ud af, at det er for tidligt for os, og så må vi blive hjemme og øve os lidt mere. Med en niårs hest, jeg lige har fået, ville det være dumdristigt at gå hårdt efter at komme med på holdet, så vi tager det, som det kommer,” siger Anna.

<