<

Anna er i Herning med Fuhur og Addict04-03-2020 - 17:26

Der skal rides både CDI3* og Gallashow.

 

I disse dage afholdes Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, hvor Anna er med med to heste. Addict og Anna skal være en del af gallashowet, mens den store prøve skal stå, når Anna på sin nye Fuhur skal ride CDI3*. Torsdag rider de Grand Prix, og lørdag står den på Grand Prix Special.

 

Fuhur har senest været i ringen under Norwegian Horse Festival i midten af februar, hvor Anna startede Grand Prix, men måtte trække sig i Grand Prix Special, fordi Fuhur efter et rul i boksen fik sit højre bagben i klemme, mistede en sko og pådrog sig en hudafskrabning. 

 

“Tilløbet til at skulle ride konkurrence igen har været en lille smule kort denne gang, fordi vi først begyndte træningen igen i sidste uge, men heldigvis har vi hele tiden måtte skridte ham, og selvom han er den type hest, der bliver en smule stiv i musklerne af at holde meget fri, så har han gået supergodt i træningen frem til nu,” siger Anna om Fuhur.

 

Annas ambition for de to klasser, hun skal ride i Herning, er at lave færre fejl, end hvad tilfældet var i Norge, hvor de i flere øvelser fik 3 og 4 i karakter, hvilket trak et ellers flot gennemsnit betydeligt ned.

 

“Der var mange småting, der ikke var gode nok i Norge, som vi skal have bedre styr på denne gang. Formmæssigt er Fuhur heldigvis den samme, og han bliver kun bedre af at blive redet meget og blive holdt i gang, så fokus bliver på at ride mere fejlfrit end sidst. Og så glæder jeg mig til at ride på ham foran et dansk publikum,” siger Anna.

 

Resultaterne, der rides hjem i Herning, har ligeledes indflydelse på Annas chancer for at komme i spil til OL senere på året, og det bliver også første gang, landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og holdleder i dressur Helle Krasnik Trolle kommer til at se Anna og Fuhur sammen i konkurrencesammenhæng.

 

“Så det skal bare spille!” lyder det fra Anna.

 

Grand Prix rides i Arena M torsdag fra kl. 11.15-13.15, mens Grand Prix Special er samme sted lørdag kl. 16.45-19.30.

<