<

Stævneplaner aflyst på grund af coronavirus18-03-2020 - 15:00

Stævnekalenderen er blevet ryddet, men hverdagen går videre på stutteriet.

Alle hygiejniske forbehold tages i stalden for at undgå COVID-19.

 

“Alle overflader bliver sprittet af flere gange dagligt og vi holder afstand til hinanden, men eftersom vi kun er højst fem på arbejde ad gangen, kan vi fortsætte nogenlunde som normalt. Meget af vores arbejde foregår jo udendørs og her er hele tiden frisk luft,” siger Anna, der sammen med sine medarbejdere selvfølgelig retter sig efter myndighederne, herunder også Dansk Ride Forbunds anvisninger, i forhold til at undgå coronavirus.

 

Medarbejderstaben har holdt møde om hygiejnen og talt om, hvad man kan gøre, hvis situationen eskalerer.

 

“Vi sørger for, at der bliver afholdt ferie- og fridage og at overarbejde afspadseres nu, så vi ikke er så mange på arbejde ad gangen. Heldigvis er vi en lille arbejdsplads, men derfor tager vi stadig situationen med coronavirus meget alvorligt,” siger Anna.

 

I den kommende weekend skulle Anna have været i Vejle for at starte Grand Prix og Grand Prix Special på Addict, men det stævne blev aflyst efter anvisning af Dansk Ride Forbund allerede i sidste uge, og nu er det firestjernede CDI-stævne i Hagen, Horses & Dreams meets Japan 2020, der var et vigtigt skridt på vejen i forhold til udtagelsen af OL-holdet, også blevet aflyst på grund af COVID-19. Stævnet var planlagt til d. 22.-26. april, og Anna og Fuhur var udtaget.

 

“Hagen var jo obligatorisk at deltage i for at komme til OL. Stævnet i Aachen er måske stadig en mulighed, men ingen ved, hvad der kommer til at ske. Jeg snakkede med landstræneren og holdlederen i sidste uge, men allerede nu kan vi ikke holde det, vi snakkede om dengang, op mod realiteterne, for situationen ændrer sig hele tiden. Nu tager vi en dag ad gangen i forhold til træningen,” siger Anna.

 

Fuhur er stille og roligt i gang igen efter at have haft en skridtpause i en kort periode, og fordi stævnet i Hagen er aflyst, så kan Anna tage træningen endnu mere med ro. 

 

“Vi tager det helt stille og roligt nu, og Fuhur bliver redet 20 minutter om dagen i øjeblikket med masser af pauser, hvor vi skridter. Og jeg sørger for at holde mig og mine heste i form, så vi er klar til næste stævne – hvornår det så end bliver,” siger Anna.

 

<