<

Jobopslag: Weekendvagt til avlsafdelingen04-05-2020 - 17:07

Til vores nye avlsafdeling på Knorborgvej i Haderslev søger vi en medarbejder, der kan arbejde hver anden weekend.

Om stillingen:

Som weekendvagt har du det fulde ansvar for driften af stalden fra fredag middag til søndag eftermiddag. Knorborgvej er avlsafdelingen under Kasprzak Dressage, hvor din opgave bliver at sørge for, at hopper, føl og ungheste har det godt. Opgaverne består blandt andet i at lukke heste ind og ud (i vinterperioden) og tjekke op på hestene, mens de går på fold, i løsdrift og står i stalden samt andet forefaldende staldarbejde.

 

Om dig:

Det er vigtigt, at vores nye medarbejder er moden, selvstændig og ansvarsbevidst, da man kommer til at arbejde alene med at håndtere hopper, føl og ungheste. Erfaring med heste er en selvfølge, og har du arbejdet med føl og ungheste før, er det kun et plus. Du kommer til at stå med ansvaret for hestene og driften af stalden, når du er på arbejde, og du skal være indforstået med de udfordringer, der kan følge med dette ansvar. Du skal også trives med at arbejde alene på dine weekendvagter.

 

Om os:

Vi er en ambitiøs arbejdsplads, men vi har altid plads til at have det sjovt, mens vi går på arbejde. Selvom vores nye weekendvagt primært vil arbejde alene på Knorborgvej, vil nogle af dine opgaver også kunne blive udført i dressurstalden hos Kasprzak Dressage – særligt i sommerperioden, hvor avlshopper, føl og ungheste går på sommergræs. Den nye medarbejder vil også fungere som afløser i perioder, hvor de fastansatte holder ferie.

 

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte os på info@kasprzakdressage.com. Vores nye medarbejder skal begynde i juni 2020. Arbejdspladsen er i Haderslev og du skal bo i overskuelig afstand hertil.

 

Sådan søger du:

Send en kortfattet ansøgning, hvor du beskriver, hvad der gør dig til den oplagte kandidat til jobbet, samt et CV til info@kasprzakdressage.com hurtigst muligt. Ansøgning og CV må maks. fylde to A4-sider tilsammen. Vi holder samtaler løbende og lukker stillingsopslaget, så snart vi har fundet den rette kandidat. Vi glæder os til at høre fra dig!

<