<

Anna stiller op til DM efter fire måneders stævnepause06-06-2018 - 19:14

Til denne weekends DM i dressur på Broholm får Anna comeback i sadlen.

Det er ikke mere en to uger siden, at Anna satte sig i sadlen igen efter fire måneders ridepause på grund af hendes graviditet og fødsel af datteren Ella. Derfor blev det også en beslutning i sidste øjeblik, at Anna har valgt at stille op til DM på Broholm.

 

“Da dagen for sidste tilmeldingsfrist til DM kom, skrev min hestepasser Jane til mig, at nu var det sidste chance for at være med. Jeg var egentlig rimelig sikker på, at det var for tidligt, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at tilmelde mig, “ fortæller Anna om beslutningen.

 

Hun er derfor netop taget til Broholm på Fyn med Rock Star (Rocky), som er den hest, hun har redet mest, siden hun begyndte at ride igen efter fødslen.

 

“Jeg var kommet godt i gang igen på Rocky, og det gik bedre end forventet og føltes rigtig godt. Jeg vidste, at hvis jeg skulle starte, så var det på ham, for man sidder bare godt på ryggen af ham, man skal ikke drive ham for meget og han er ikke så stærk på tøjlen. Og så stoler jeg 100 procent på ham, så alt talte for, at jeg skulle tage ham med,” siger Anna.

 

Anna har indtil videre maks. redet to heste om dagen, og selvom hun ikke er sluppet for en smule ømhed, så er det ikke mere, end man kunne forvente efter fire måneders pause. Sammen med Annas træner, Andreas Helgstrand, blev det derfor besluttet, at det var tid til at trække i ridekjolen igen.

 

“Andreas mente helt klart, at jeg skulle tage til DM. Han har haft Rocky og Q til træning hos ham, og han sagde til mig, at nu kunne jeg godt “finde de hvide ridebukser frem igen”, fordi Rocky gik så godt,” siger Anna. Hun har fået undervisning søndag, mandag og tirsdag, og glæder sig til at ride stævne igen - men hun tager også weekendens konkurrence helt med ro.

 

“DM er for mig et stævne at komme i gang på denne gang. Jeg er lidt rusten i at ride Grand Prix, og jeg skal også lige lære, hvordan det er at være afsted til stævne sammen med en baby. Der er meget, der skal planlægges, og jeg har også brug for at finde ud af, om jeg har ro i sindet til at ride, mens den lille er med. Så jeg rider uden målsætning denne gang, og så må vi se, hvad det rækker til,” siger Anna.

 

Anna og Rocky rider Grand Prix torsdag, Grand Prix Special fredag og kür på søndag.

<