<

Sommerferie på stutteriet25-07-2018 - 16:30

Træningen er på lavt blus for Anna på grund af flytning, mens Josefine og Driver desværre misser EM på grund af en skade.

Der er stille på staldgangen i Haderslev i disse dage. Anna besluttede tidligere på måneden at melde fra til Falsterbo Horse Show, og i disse dage har hun og familien travlt med at flytte tilbage til deres hjem efter en større renovering.

 

“De kommende dage er dedikeret til flytning, og vi glæder os helt vildt til at komme hjem og bo igen - og jeg glæder mig til at være tæt på hestene. Og fra næste uge er planen så, at jeg skal rigtig i gang med træningen og komme i form med hestene. Og så ser jeg frem til en masse gode stævner i efteråret,” siger Anna.

 

Josefine Hoffmann og Driver skulle i have deltaget i EM i Fontainebleau i Frankrig i uge 28. Men desværre blev Driver skadet på folden dagen før afrejse, og ekvipagen måtte derfor blive hjemme - til stor ærgrelse.

 

“Det er simpelthen så ærgerligt, specielt fordi det var Josefines sidste år som Young Rider. Men på den positive side er det heldigvis ikke en længerevarende skade, Driver har fået. Han var til tjek ved dyrlægen i går og kan så småt begynde træning igen,” fortæller Anna.

 

Josefine og Driver ser nu frem mod DM i august, hvor Josefine også stiller op på Louis.

<