<

Et spændende rideår er begyndt03-01-2019 - 17:00

Mens det ikke blev til nær så meget ridning i 2018, som ellers er normen for Anna, så er planen, at der skal bruges mange timer på hesteryg i år.

Anna træner i øjeblikket fire af sine heste. Det drejer sig om Rock Star, Quarton, Romanova og For Emotion, og med dem alle fire går hun et år i møde, hvor formen skal testes til en forhåbentlig masse stævner. For Romanova gælder det først og fremmest én særlig øvelse, der skal på plads.

 

“Jeg håber, Romanova kan få sin internationale debut i Prix St. Georges i år. Hun er rigtig godt med, og egentlig kan hun mange af de svære øvelser på Grand Prix-niveau, men vi arbejder stadig benhårdt på at få changementerne på plads. Men jeg tror på hende, hun skal bare have mere tid og mere træning, og der er allerede sket meget, siden vi var på Blue Hors i november. Romanova er en sød og sjov hest at arbejde med, så vi giver ikke op,” siger Anna.

 

Anna havde også Quarton med på Blue Hors i november, hvor han dog ikke var helt sig selv. Hun mistænker pelsskiftet for at være årsagen til, at han ikke præsterede helt, som han plejer.

 

“Han var ikke helt sig selv, og vi fik taget blodprøver på ham, men de viste intet. Så i år skal vi bare være mere på forkant med, hvad Quarton har brug for af vitaminer, og så skal han måske bare ikke gå stævner på den tid af året, hvor han skifter pels,” fortæller Anna om Quarton, der fylder ti år i 2019. Ekvipagen har konkurreret på Grand Prix-niveau siden købet af Quarton i foråret 2017.

 

En anden Grand Prix-hest, som Anna fortsætter ridningen af i 2019, er Rock Star, som for tiden udvikler sig meget fysisk.

 

“Han bliver stærkere og stærkere, og der er mange, der kommenterer på, hvordan han sætter muskler og ser bedre og mere fast ud,” fortæller Anna.

 

“Jeg kan virkelig mærke det i ridningen af ham, at han har fået mere styrke. Det er særligt i kontakten til hånden, at jeg kan mærke, at han er blevet mindre usikker. Før var han meget let på biddet, men det er han ikke længere. Og det bliver nemmere og nemmere at få ham til at lave øvelserne,” siger Anna.

 

Allerede inden januar er omme, skal Anna teste formen på sine konkurrenceheste til landsstævne i Esbjerg d. 18.-20. januar. Her tager hun med sikkerhed Quarton og Rock Star med, og måske får Romanova også chancen.

 

Udover de tre har Anna også overtaget træningen af For Emotion, som indtil for nylig stod hos Andreas Helgstrand. Om For Emotion skal gå konkurrencer i 2019, er endnu uvist, men det er heller ikke noget, Anna har travlt med at beslutte.

 

“Han udvikler sig, som han skal, men han er jo ung, og vi har god tid,” som Anna siger.  

 

Det samme gælder i øvrigt for de to andre ungheste i stalden, Strawberry og Falcon, som i 2018 er blevet redet til af Stine, som blev ansat for et år siden, netop fordi Kasprzak Dressages første egne avlsprojekter blev klar til tilridning i 2018. Tiara, der er et embryoføl efter Romanova og med Galaxy Win som far, skal i øvrigt tilrides i 2019.

 

“Vi har ikke travlt med Tiara eller nogen andre af de unge heste. Tiara vokser virkelig meget, og det skal hun have tid og energi til. Om de to andre skal gå unghesteklasser, ved jeg ikke endnu, det afhænger af deres udvikling. Det er heller ikke udelukket, at de skal have nye hjem, men de er ikke som sådan til salg. Lige nu er det bare virkelig sjovt at se dem vokse og udvikle sig,” siger Anna.

<