<

Året begynder med landsholdssamling10-01-2019 - 11:00

Anna har i dag sat kursen mod Blue Hors ved Billund, hvor hun skal deltage i landsholdssamling.

Træningen op til de næste store konkurrencer er for alvor gået i gang, og i disse dage skal Anna teste formen med sine to heste, Rock Star og Quarton.

 

Der er nemlig landsholdssamling, hvor Anna og fire andre danske ryttere mødes med landstræner Nathalie zu Sayn-Wittgenstein. En begivenhed som Anna forventer, kan give et godt indtryk af, hvad hun fremover skal arbejde på sammen med sine heste.

 

“Nathalie ser på, hvordan det står til med begge heste, og hun er god til at se, hvad man skal arbejde og fokusere på,” siger Anna. Til samlingen har alle ryttere to undervisningstimer med landstræneren pr. hest.

 

“Jeg synes altid, det er dejligt at få andres øjne på min træning, og nu har jeg jo droslet en del ned den seneste tid, og i mandags var første gang, jeg var i sadlen i tre uger, så jeg trænger også til at få banket noget rust af,” fortæller Anna, der har udnyttet juledagene til at tage på familieferie under varmere himmelstrøg.

 

Men nu glæder hun sig også til at komme i gang igen, og selvom topformen måske ikke indfinder sig omgående, så er hun sikker på, at samlingen nok skal være frugtbar for træningen derhjemme.

 

“Det er jo ikke et stævne, og det gode ved Nathalie er også, at hun ikke forventer, at heste og rytter er i topform. Hun tager udgangspunkt i den form, man nu er i, og så arbejder vi derudfra,” siger Anna, der også ser frem til det sociale aspekt i at være til landsholdssamling.

 

“Det er altid virkelig hyggeligt til samling. Vi spiser en god middag om aftenen og for snakket en masse. Det er noget andet end til stævner, hvor vi, når vi ikke rider eller forbereder os på anden vis, bruger tiden med vores medrejsende familier. Så jeg glæder mig til at være sammen med de andre ryttere også,” siger Anna.

 

De fire andre, der er inviteret til landsholdssamling, er Daniel Bachmann Andersen, Cathrine Dufour, Agnete Kirk Thinggaard og Carina Cassøe Krüth. Landsholdssamlingen foregår over to dage.

<