<

Veloverstået stævne i Sundeved05-03-2019 - 16:56

Alle fire ekvipager fra Kasprzak Dressage placerede sig i toppen til landsstævnet. 

Anna og Romanova leverede to flotte resultater, da de endte som nummer et i MA2 om fredagen og nummer to i Prix St. George om søndagen.


"Romanova er stadigvæk meget tændt, når hun kommer ud, men sammenlignet med Blue Hors i november, er det blevet meget bedre. Det var kun anden gang, hun red Prix St. George, og vi fik alligevel en andenplads, så jeg kan kun være tilfreds med hende," siger Anna, der satser på, at mere stævnerutine kan hjælpe til at tøjle Romanovas temperament.


"Vi skal bare ud og starte flere stævner, så hun kan komme ud og se, at man altså godt kan gå til ridning andre steder end hjemme," lyder det.


Som stævnehest er Quarton derimod af en anden og roligere støbning. Han blev testet i Grand Prix om søndagen og endte på en andenplads.

 

"Han var lidt usikker, og vi har lidt, der skal finpudses endnu. Men han gjorde det så fint og lavede kun få fejl, og så er han så sød og rar at have med til stævner," siger Anna om Quarton.

 

Foruden Anna var Kasprzak Dressage også repræsenteret af Josefine Hoffmann og Victoria K. Pedersen i Sundeved. Josefine og Driver vandt ECCO Cup i U25-klassen, mens Victoria og Donna Fetti blev nummer to for Young Rider, så alt i alt blev der kun hentet gode resultater til stævnet.

 

Den kommende weekend skal Anna afsted til stævne igen. Denne gang er det dog med Rock Star, som hun tager med til Herning, hvor de skal ride Grand Prix fredag og kür søndag. Küren Rock Star skal gå, er i øvrigt den, der oprindeligt er lavet til Pepe.


"Jeg har lige i dag besluttet mig for at ride Pepes gamle kür, som jeg har fået til at passe fint til Rock Star. Jeg kender jo den kür så godt og der er mange gode minder forbundet med den, så musikken giver mig helt gåsehud, og jeg glæder mig virkelig til at ride den igen," siger Anna, der håber på et godt resultat, der kan give hende og Rock Star et skub i den rigtige retning mod EM til sommer.


"Jeg håber, vi kan være med til EM, og som det ser ud nu, vil det være Rock Star, jeg satser på. Han virker som om, han er den hest, der er mest med også på det psykiske plan. Han har gået virkelig godt i træningen og jeg håber, vi kan få de gode takter med ind på banen i Herning," siger Anna forventningsfuldt.

<