<

Rock Star skadet i Holland, men i bedring20-04-2019 - 12:49

Dyrlægens dom var heldigvis mildere end først antaget.

I sidste uge skulle Anna og Rock Star have startet Grand Prix og Grand Prix Special i Joosland i Holland til CDI 3* Zeeland Outdoor International, men de måtte desværre udgå lige inden starten om torsdagen, da Rock Star begyndte at halte.

 

Inden turen gik retur mod Danmark, blev Rock Star scannet af en dyrlæge, og her var svaret, at han skulle stå stille flere måneder. Men efter at være blevet undersøgt af en dyrlæge herhjemme, ser det heldigvis anderledes ud.

 

“Dyrlægen siger, at det allerede ser bedre ud og at vi forhåbentlig kan begynde at starte træningen op om få uger. Jeg kunne heller få det til at passe, at det var så voldsom en skade, for Rock Star er en stærk hest, og han har ikke lavet noget dumt,” siger Anna, der ellers nåede at blive nervøs for, om hele sommerens stævneplaner var ved at ryge i vasken.

 

Skaden, Rock Star har fået, sidder på en sene mellem knoglerne i det ene forben. Han bliver tjekket hos dyrlægen igen i slutningen af næste uge, og hvis han kommer godt igennem tjekket, kan ridningen stille og roligt påbegyndes. Og Anna har allerede en plan for, hvornår Rock Star skal ride stævne igen.

 

“Jeg har snakket med Nathalie (landstræner, red.), og hun synes ikke, der er nogen grund til at forcere noget - så vi vender forhåbentlig tilbage, når der er DM i juni. Og så krydser vi fingre for, at Rock Star heler hurtigt, og så skal han nok blive så god som ny igen,” siger Anna.

 

 

<