OL London 2012

Jeg er blevet spurgt, hvorfor man ikke kan læse om min OL-deltagelse i London på min hjemmeside. Jeg må jo nok starte med at fortælle, hvordan jeg fik Pepe.

Jeg havde lagt mærke til Christoph Koschel og Donnperignon, da de deltog ved WEG i Kentucky, og syntes, at Pepe var en utrolig dejlig hest, da jeg så dem på tv.

Året efter - i 2011 - deltog jeg i U25 på Donna Fetti i Aachen og sad som tilskuer, da Pepe og Christoph var på banen. Igen var jeg betaget af Pepe. Jeg var egentlig ikke på udkig efter en ny hest men tænkte, at det kunne være en drøm at ride en sådan hest. Nogle måneder senere fik vi at vide, at Pepe ikke officielt var til salg, men at vi måtte prøve ham (tys, tys).

Min mor og jeg var ikke længe om at beslutte os for at køre til Tyskland, og efter at jeg havde redet Pepe to gange, besluttede vi os for at købe ham. Jeg havde startet Grand Prix nogle gange på Select ECCO og U25 på Donna Fetti, men Pepe var en helt anden liga.

Christoph leverede Pepe i Haderslev sidst i september 2011 og blev to dage for at hjælpe os i gang. Samtidig fulgte også en hel brugsanvisning med, og det var alletiders, for der var jo ingen grund til at lave for meget om i forhold til de rutiner, som Pepe var vant til.

Min træner Andreas mente, at jeg bare skulle i gang med at ride stævner og efter at have fået wildcard til finalen ECCO Cup U25 i december, hvor vi red en Inter II, var vores første "rigtige” land sstævne i Hjallerup i januar. Det gik super, og Pepe var nem at have med i byen.

Derefter gik det slag i slag med internationale stævner i Bremen, Hagen, Mannheim med gode resultater - specielt efter Grand Prix Specialen i Hagen mindes jeg, at vi alle havde tårer i øjnene. Sågar Andreas og landstræneren....

Nu havde jeg redet mig på det hold, der skulle starte i Aachen, hvorefter landsholdet skulle sættes.
Det var stort, da jeg fik at vide, at Pepe og jeg skulle til OL på hold sammen med Nathalie og Anne van Olst – efter bare 10 måneders partnerskab.

Der var kun få uger til afgang, så vi fik travlt med forberedelserne.

Der er specielle regler for, hvordan alt grejet skal pakkes og mærkes til et OL, men den slags er min hestepasser Jane heldigvis en haj til at finde ud af.

Vi skulle have turen planlagt og booket færge og meget mere. Jeg tænkte ikke ret meget over, at det var et OL, vi var på vej til. Der var simpelthen så travlt med alle forberedelserne.

Afgang var den 21.juli fra Haderslev til van Olsts stald i Holland, hvor vi mødtes med Lisbeth Sejerskilde, hendes mor og hestepasser. Min første store udfordring omkring OL var at køre lastbil i den ”forkerte” side af vejen. Specielt rundkørslerne var en oplevelse. Vi klarede frisag og ankom til det skønneste opholdssted ugen op til OL.

Familien Rausing, som er svensk, men har boet mange år i UK, stillede deres skønne sted til rådighed for det danske hold, som bestod af de 4 heste med deres ryttere og hestepassere, trænere, dyrlæger, holdleder, massør/osteopat etc. I alt var vi ca. 20 personer, og alle kunne huses på stedet, så vi slap for at køre på hotel. Området lå lige op ad Harry Potter-skoven, hvor vi havde mulighed for at løbe ture i den skønne natur.

Vejret var pragtfuldt hele ugen, så vi holdt til omkring stalden og så hinanden træne. I disse dage formåede jeg stadig at holde hovedet koldt og fokusere på det, det handlede om. Jeg arbejdede meget med at justere Pepes energi i ugen op til OL, og det hjalp, da min træner nåede frem.

Det er en udfordring at få træningen tilpasset, så man får mærket efter, hvordan hestene tager transporten og omstillingen, men samtidig får det planlagt, så hestene topper, når konkurrencen starter og ikke før.

Ugen gik hurtigt, og det var tid til åbningsceremonien. Hestene måtte først ankomme til staldene dagen efter, og vi skulle træne om morgenen inden, så vi ryttere blev kørt til London om eftermiddagen for at checke ind i lejligheden i Athlets Village og senere deltage i åbningsceremonien for om natten at blive transporteret tilbage til Ascot igen.

Den egentlige åbningsceremoni, som I andre kunne følge på tv, så vi ikke meget af. Både fordi vi stod opmarcheret, længe inden vi skulle ind, og så fordi lyset var så grelt, at vi stort set ikke kunne se publikum, da vi kom ind på stadion. Da vi skulle nå en bus sammen med roerne for at komme tilbage til Ascot, blev vi også hurtigt ført ud af stadion igen. Men jeg nåede at opleve de mange tilråb, jublen og folk, der bad om autografer. Da begyndte jeg så småt at mærke, hvor stort et OL er.

Hestene stod ganske langt væk fra der, hvor vi boede under OL, hvilket var en stor udfordring for mig. Jeg kunne ikke følge med i, hvordan Pepe havde det, som jeg ellers gør før, under og efter en konkurrence. Selvfølgelig kunne jeg ringe til min hestepasser Jane, men jeg havde selv brug for at være tættere på ham, og det var en udfordring under OL.

Til gengæld var det super hyggeligt at bo sammen med de øvrige atleter, og vi fik et godt sammenhold på tværs af de mange sportsgrene.

Så kom dagen. Med Pepe og mig på startlisten. Da jeg skal til at ride ind, åbner himlen sig, og regnen vælter bare ned. I ubeskrivelige mængder. Jeg når at tænke: ”Nu er jeg her, og det skal dæleme ikke ødelægge mit OL, at det regner.” Men folk råbte, skreg, slog paraplyer op, løb op og ned ad tribunerne – det var kaos. Og jeg kan huske, jeg sagde til Pepe: ”Hvis du ikke gider mere, så er det okay.”

Men Pepe havde vist også glædet sig til OL, for han samlede sig og gjorde sit bedste i den voldsomme regn, mens jeg kæmpede med ”aquaplaning” i sadlen. Mit mål var at komme i finalen, og det lykkedes. Forinden havde jeg fået at vide, jeg primært skulle fokusere på den første del, fordi det er meget svært at gå hele vejen til finalen under et OL, så jeg ville sandsynligvis ikke få brug for en kür. Jeg valgte dog alligevel at bruge lidt tid på det; ville ikke risikere at stå til OL uden en kür.

Jeg bliver ofte spurgt, om OL i London er min største oplevelse i sporten. Det er med sikkerhed min største samlede oplevelse, som du måske kan fornemme af ovenstående, men hvis det handler om største sportslige præstation ja, så vil jeg fremhæve Reem Acra FEI World Cup i Neumünster, 2014, hvor jeg satte personlig rekord i Grand Prix og tog andenpladsen efter Helen Langehanenberg og Damon Hill.

Men OL vil for os alle stå som en fantastisk oplevelse.

Anna Kasprzak